VKS på 5 minutter

Idrætsforeningen Viborg Karate Skole blev stiftet d. 9. maj 1975. Klubben var fra starten med i Dansk Budo Forbund, en gruppering af især jyske klubber, hvor der trænedes Kyokushin karate.

I begyndelsen dyrkedes foreningsaktiviteten i gymnastiksal, men allerede året efter kom der også børnehold til, så der opstod lokalemangel, og der måtte skiftes mellem flere forskellige gymnastiksale samt birum.

I 1977 fik man endelig egne, lejede lokaler i industrikvarteret. Her var der også plads til motionscenter. Samtidigt blev man medlem af Dansk Judo Union, sektion karate og dermed med i DIF.

I 1980 kom man med i Dansk Karate Forbund, hvor Viborg Karate Skole især gjorde en forskel indenfor kvindekarate.

I 1981 ramte fitnessbølgen Danmark, og motionscentret blev for lille. Derfor så man sig om efter større lokaler, som man fandt i Viborg Hallen, hvor klubben rykkede ind i 1982.

I 1987 begyndte man med optræning af fysisk handicappede. Samme år førte Viborg Karate Skole Ashihara karate til Danmark. Sammen med en svensk klub blev de to Europas første. Samme år kom man med i Dansk Arbejder Idrætsforbund, et andet specialforbund under DIF.

I 1992 afholdt man for første gang egen sommerlejr på Livø, hvor man har været lige siden og som oftest med gæster fra udlandet på besøg. Samme år påbegyndtes ældreidrætshold i dagtimerne.

I 1994 afholdt man for første gang Sabaki Challenge Spirit, et internationalt mesterskab i kontaktkarate på højt niveau, som har eksisteret lige siden. I år 2000 indførte Viborg Karate Skole såvel puljekampe som seedning i turneringer for både børn, juniorer og voksne.

I 2010 skiftede Viborg Karate Skole internationalt tilhørsforhold til Josui Karate Kai-Kan i Japan under ledelse af Hiroshi Harada.

Fra 2013 er klubben i samarbejde med Viborg Kommune indtrådt i projekt Tilpasset Styrketræning for 80+ årige.

I programerklæringen for Viborg Kommunes Kulturudvalg hedder det bl.a., at Kommunen sætter særlig fokus på idrætstilbud til:

  1. børn og unge
  2. nydanskere
  3. ældre samt
  4. fysisk handicappede

Det er derfor med stor glæde, vi kan notere os, at klubben rummer alle disse fire nævnte grupper.